VAPARO – Robot til at vakuumpakke endoskoper
I dag foregår genbehandlingen af endoskoper og andet operationsudstyr decentralt i afdelingerne eller tæt på klinikken, men på det nye OUH centraliseres genbehandling af endoskoper under Sterilcentralen – som det første hospital i Danmark.
PROJEKTPERIODE
Start: januar 2026
Slut: oktober 2026
Fremover skal de rene endoskoper derfor transporteres over længere afstande til de kliniske afdelinger via hospitalets kassetransportsystem eller dedikerede elevatorer. For at sikre renhed, sterilitet og sporbarhed under transporten, skal endoskoperne fremadrettet vakuumpakkes forud for transport. På det nye OUH forventes der dagligt at skulle pakkes mellem 120 og 150 endoskoper.
Det er en ressourcekrævende opgave, da manuel pakning af et enkelt endoskop vil tage omkring 10 minutter og vil veje 3-5 efter færdigpakning. Uden automatisering vil opgaven kræve flere fuldtidsstillinger og indebære et fysisk belastende arbejdsmiljø med mange tunge, uhensigtsmæssige og gentagne løft. Der findes i dag ingen kommercielle automationsløsninger til denne specifikke opgave.
MÅL
Projektet vil udvikle en konceptbeskrivelse for automatiseret vakuumpakning samt en funktionel Proof-of-Concept (PoC)-prototype, der helt eller delvist kan automatisere processen.
Projektet skal demonstrere, hvordan en automationsløsning kan integreres i genbehandlingsprocessen og lette - og potentielt forbedre - arbejdsgangen.
PARTNERE
- Sterilcentralen, OUH
- Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, OUH
- Kilde Automation A/S
CCR står for projektledelse.
FINANSIERING
Projektet har modtaget midler fra Region Syddanmarks Innovationspulje.
Pernille Kirkegaard Ovesen
Innovationskonsulent
Odense Universitetshospital, Klinisk Udvikling - Innovation, Forskning & MTV
2497 4744 Pernille.kirkegaard.knudsen@rsyd.dk
Esben Hansen
Teknisk leder, teamleader
Centre for Clinical Robotics (CCR). Odense Universitetshospital, Bygningsdrift og -service
5146 6767 eha@rsyd.dk