Robotternes værdi i hverdagen
Robotter bydes velkommen på Odense Universitetshospital med høje forventninger til deres bidrag i hverdagen. Men hvordan går det så, når det nye er blevet hverdag?
Det har vi undersøgt i CCR ved en ganske uvidenskabelig rundspørge hos OUH’s afdelinger med robotter for at afdække robotternes indflydelse på de daglige arbejdsgange, tidsforbrug, udfordringer og tilfredshed.
Vi har bl.a. været forbi Afdeling for Klinisk Patologi, der i sommeren 2021 tog deres arkiveringsrobot i brug. Robotten registrerer, opbevarer og genfinder objektglas med vævssnit og dermed slipper bioanalytikere og lægesekretærer for opgaven med at sortere og gruppere glassene samt arkivere og finde dem frem igen ved behov. Robotten sørger desuden for at kassere objektglassene, når en patientcase er afsluttet. Cheflæge Tina Green er godt tilfreds med den nye kollega: ”Arkiveringsrobotten har frigivet væsentlig tid hos bioanalytikere og lægesekretærer på daglig basis, og opgaven med at sortere og arkivere prøveglassene er ikke savnet!”
En pladskrævende kollega
Arkiveringsrobotten er ikke sådan lige til at overse; den er 4 meter lang og 2 meter bred. Og det støjer, når robotarmen suser frem og tilbage. Derfor har det været nødvendigt at skærme og lydisolere arbejdsområdet ved robotten samt gentænke, hvilke arbejdsopgaver der udføres i de nærliggende områder. Alligevel har den faktisk frigivet plads (ca. 25 m2), som før blev brugt til at sortere objektglassene på bakker og til at arkivere dem i skuffesystemer.
Annelise Olsen, chefbioanalytiker, fortæller: ”Sorteringsopgaven tog tidligere ca. 12 timer dagligt, og hvis der var behov for at genfinde en case, gik en lægesekretær i arkivet, indsamlede glassene og kontrollerede, at casen var komplet. Dette kunne tage op til 30 min. I dag anmoder sekretæren om casen via et display på robotten, hvorefter robotten finder den i løbet af 30-60 sek.
Overordnet er det en meget lille andel af objektglassene, der er behov for at finde efterfølgende, men fordi vi aldrig ved, hvilke der bliver behov for at genfinde, var vi nødt til at sortere alt for at kunne finde det efterfølgende. Det sørger robotten for i dag”.
Arkiveringsrobotten fungerer ved, at den samler patologiglas fra scanner-rack, scanner koden på glasset og indlæser den sammen med et tidsstempel i systemet. Robotten lægger derefter glasset på en hylde i reolen, hvor det bliver, indtil det eventuelt skal bruges igen – eller til det har nået sin udløbsdato tre uger senere, hvorefter det kasseres automatisk.
På Afdeling for Klinisk Patologi er de glade for deres robotkollega og den aflastning, den giver: ”Robotten er blevet en del af vores identitet på afdelingen; alle kender den”, slutter Tina Green.