Intelligent patientmonitorering
På sygehusene er der stor risiko for, at ældre patienter med demens eller andre helbredsproblemer vil komme ud for et fald, især ved ind- og udstigning af sengen eller ved toiletbesøg. Faldhændelser kan føre til alvorlige skader som brækkede knogler og længere hospitalsophold, hvilket kan påvirke patienternes livskvalitet negativt.
PROJEKTPERIODE
Start: august 2024
Slut: juni 2025
Sygeplejersker på Geriatrisk Afdeling på OUH Odense og Svendborg bruger en stor del af deres arbejdstid på løbende at forhindre ophidsede patienter i at falde eller rejse sig fra sengen ved at sidde vagt hos dem.
De eksisterende metoder til at holde øje med patienterne kan være besværlige og ineffektive. Eksempelvis skaber trykfølsomme madrasser for mange falske alarmer, hvilket stresser både patienter og personale, samtidig med at det forstyrrer patienternes søvn. De rutineobservationer, der foretages hver aften og nat, risikerer også at forstyrre patienternes søvn, hvilket er meget afgørende for almentilstanden hos patienter med demens eller delirium.
MÅL
Projektet vil teste en intelligent patientmonitoreringsløsning, der bruger avanceret teknologi i form af infrarøde sensorer samt kunstig intelligens til at overvåge patienterne uden at forstyrre dem.
Løsningen skal kunne forudse adfærdsmønstre og advare personalet, hvis en patient er i fare for at falde, så de kan gribe ind i tide uden at forstyrre patienternes søvn.
Dette projekt vil vurdere løsningen for at sikre, at den skaber værdi på både sengeafsnit og afdelinger. Hvis løsningen kan forbedre sikkerheden og trivslen for patienter, der er i risiko for at falde og komme alvorligt til skade, kan det ændre procedurerne for faldforebyggelse i fremtiden og frigøre tid til andre plejeopgaver uden at gå på kompromis med kvaliteten af plejen eller sikkerheden.
PARTNERE
Projektet er forankret i Geriatrisk Afdeling på både OUH og Svendborg Sygehus, da begge geriatriske afdelinger har patienter med høj risiko for fald, hvor afdelingerne bruger mange personaleressourcer på løbende patientobservation og monitoreringsvagter med særligt udsatte patienter.
Cheflæge Kristian Bergholt Buhl, cheflæge Anette Tanderup og chefsygeplejerske Janeke Espensen fra Geriatrisk Afdeling bidrager til projektet.
CCR vil stå for test og teknologisupport, mens vores søstercenter CAI-X vil støtte projektet med projektledelse, undersøgelsesdesign samt evaluering.
EKSTERN FINANSIERING
Projektet har modtaget midler fra OUH's interne innovationspulje.
Angelina Stoyanova Wolf
Innovationskonsulent
Odense Universitetshospital, Klinisk Udvikling - Innovation, Forskning & MTV
2384 8343 asw@rsyd.dk
Peter Børker Nielsen
Daglig leder
Centre for Clinical Artificial Intelligence (CAI-X). Odense Universitetshospital, Klinisk Udvikling - Innovation, Forskning & MTV
2460 7692 peter.borker.nielsen@rsyd.dk