Tomme senge på det nye OUH skal transporteres af robotter
Når det nye OUH åbner, vil hospitalets serviceassistenter kunne komme til at gå mere end 100 km hver dag for at transportere tomme patientsenge til og fra sengevask - det er mange skridt og meget tid brugt på en fysisk krævende og monoton arbejdsopgave uden patientkontakt.
Derfor samarbejder CCR og Logistikafdelingen på OUH med virksomheden Essential Robotics om at udvikle en robot til automatiseret transport af senge. Målet er at frigøre arbejdskraft til fordel for både patienter og personale.
Brugernes input er utroligt vigtig i sådan en udviklingsproces, så forleden havde vi besøg af Essential Robotics for at præsentere og demonstrere en prototype af robotten. Se en kort video af robotten her.