Skip til primært indhold

Robot-transporteret pakkeboks til medicinsk udstyr

Førhen kunne det tage patienter fra Hjertemedicinsk Afdeling og H.C. Andersens Børne- og Ungehospital på Odense Universitetshospital (OUH) omtrent 30 minutter at hente medicinsk udstyr i forbindelse med deres behandlingsforløb. Udstyret kunne kun hentes i ambulatoriernes åbningstid, typisk mellem kl. 8-15.

PROJEKTPERIODE

Start: 1. august 2023
Slut: 1. maj 2024

For mange patienter har det føltes restriktivt kun at kunne afhente udstyr inden for en bestemt tidsgrænse, som oftest lå i arbejdstiden. På H.C. Andersens Børne- og Ungehospital har det været uhensigtsmæssigt, når forældre har været nødsaget til at hente udstyr i aftentimerne, hvor de har måtte vente i børnemodtagelsen blandt syge børn og deres forældre.

MÅL

Projektet ville gøre det nemmere for patienter og forældre at afhente udstyr ved at udvikle en robot-transporteret pakkeboks, der kunne stå i forhallen på hospitalet. 

RESULTATER

De nye mobile pakkebokse har vist sig at spare patienterne tid ved afhentning, der før kunne tage op mod 30 minutter med parkering i p-huset, gang mod ambulatoriet og ventetid på betjening. Med de nye pakkebokse tager det nu omkring 7-8 minutter at afhente udstyr i forhallen, hvor man ikke skal vente på betjening. Afhentningstiden er også forkortet, da der er tilknyttet korttidsparkeringspladser specifikt til formålet tæt ved indgangen ved forhallen. Samtidig kan patienterne komme i forhallen når som helst i døgnet.

Patienterne har udtrykt stor tilfredshed med pakkeboksløsningen. Især patienter på Hjertemedicinsk Afdeling, der i efteråret 2023 indførte, at patienter selv skal montere diagnostisk udstyr, har udtrykt tilfredshed med arbejdsgangen, fordi de nu hurtigere kan komme i gang med diagnostik og behandling.

Pakkeboksløsningen er også til fordel for personalet, da omlægningen hver uge frigør ca. 13-14 sygeplejersketimer, når patienterne ikke længere skal op på afdelingen for at afhente. Pakkeboksen kan påfyldes på afdelingen og derfra kører den selv ned i forhallen via den mobile robotbund.

Den mobile pakkeboks er blevet taget så godt imod, at der nu ses på at udvide projektet til at inkludere Gynækologisk Obstetrisk Afdeling.

PARTNERE

  • Hjertemedicinsk Afdeling, OUH
  • H.C. Andersen Børne- og Ungehospital, OUH
  • Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT)
  • Bygningsdrift og -service
  • Nordic Robotics
  • MiR

CCR's del i projektet har været at stå for den fysiske og softwaremæssige kobling af den mobile robotbund fra MiR og skabet fra Nordic Robotics.

Projektet er en del af det store innovationsprojekt Digital Vision Krydser Grænser, der er forankret i CCR's søstercenter CIMT.

Pakkeboksrobot
To pakkebokse
Hånd taster på keypad
Marie Glent-Rolle

Marie Glent-Rolle

Innovationskonsulent

Odense Universitetshospital, Klinisk Udvikling - Innovation, Forskning & MTV


2113 6516
Esben Hansen

Esben Hansen

Teknisk leder, teamleader

Centre for Clinical Robotics (CCR). Odense Universitetshospital, Bygningsdrift og -service


5146 6767
APPFWU01V